Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Farvede ordene milde. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Bag træerne.

Gennem hullet i hegnet. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Udsigten var håbløs. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Er du på den anden side af havet? Var jeg stille? Du siger noget om solen. Vi har øjne. Var det markerne du kom fra? Har vi de samme øjne? Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen.

Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen.

Dine sætninger. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Dagene. Ugerne. En uro i kroppen. Kan jeg skrive sådan? Et genert rum, et intimt rum. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Jeg er på den anden side. Provinsen og gågadens sange. Jeg skrev mig vild i de dage.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

Alting ligger bag alting. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Du lagde den i mit vindue, i mi

Er du på den anden side af havet? Blå. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem din

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Og stoffernes sammensmeltninger. Sandet. Jeg ikke det der. Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys. Når min krop. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Når dine øjne. Det var ikke skovene. Muren omkring ordene. Dine sætninger. Sandøjne. Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden. Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen.

Vi har gardiner.

At forvandle dette rum til et andet. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Ikke søge ly. Der var en morgen, et stykke af himlen. Skriv mig ind i dine læber.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. I. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Var det markerne du kom fra?

Nu er der en uro i kroppen. Det var ikke skovene jeg kom fra. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Under den blå, blå himmel.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Afsavn.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Det var ikke markerne. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Rifterne. Dine sætninger. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Jeg skrev en sætning i din hud for at du bedre kunne se igennem mine øjne. Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken.