Havde du fundet en grøn sten? Nu er der en uro i kroppen. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den.

Brev i april. Du må ikke forsvinde. Når du siger mit navn, svarer min krop. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Dine diamanter lyser i min mund. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.