Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen. Oplæsning for intetheden. Noter. Beskrivelser.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. I bussen var der en, der gik ud af sig selv. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Der falder binære sansninger ud af min mund. Som at lade tungen føle, slynge, smage. Som en anden nat, hvor det ikke var muligt. Du siger noget om månen. Enkelte stener, mens de prøver at fange en sløv støvet router. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Der hang figner henover udsigten. Fugle flakser i diodenattens klirren.

Dine. Bare mørket. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Sådan er det. Jeg tænker smukke øjne. Dine øjne. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Sådan svarede du. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Jeg har skrevet et kort til dig. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Jeg forsvinder. Når dine øjne. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Hvad skulle glemmes? I bussen skrev jeg en sms til dig. Dine diamanter lyser i min mund. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. På et stort stykke hvidt papir. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Jeg skrev mig vild i de dage. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Et genert rum, et intimt rum. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Vi stod derinde. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Hvor vil det ødelagte sprog hen? Hvor vil det ødelagte sprog hen? Hvor vil det ødelagte sprog hen? Hvor vil det ødelagte sprog hen? Hvor vil det ødelagte sprog hen? Hvor vil det ødelagte sprog hen? Hvor vil det ødelagte sprog hen? Hvor vil det ødelagte sprog hen? Hvor vil det ødelagte sprog hen? Hvor vil det ødelagte sprog hen? Hvor vil det ødelagte sprog hen? Hvor vil det ødelagte sprog hen?

På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. I mørket, diamanter, dine øjne.

Mørket kaldte vi bare for mørket. Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden. Alting bag alting. Det var før du kunne forsvinde.

Ikke søge ly. Jeg tror, du havde glemt den der. På en rude.

Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Dine sætninger.

Om andre byer, andre verdener. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Ikke var muligt at komme derud.

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.