I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. I mørket, diamanter, dine øjne.

Mørket kaldte vi bare for mørket. Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden. Alting bag alting. Det var før du kunne forsvinde.

Ikke søge ly. Jeg tror, du havde glemt den der. På en rude.