Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Under den blå, blå himmel.

De første par nætter alene med altings standby: stød, stød stille. Jeg kyssede en sommers morgenrøde.

Sætningerne er et hav. Nu driver mine visioner ud af tangenter og tastaturets heftige, heftige lys. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav.

Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav.

Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav.

Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Et hav. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Vi i det glitrende. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Jeg tror, du havde glemt den der. Jeg tror, du havde glemt den der. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg tror, du havde glemt den der. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg tror, du havde glemt den der. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg tror, du havde glemt den der.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Intimiteten i skriften. Er du på den anden side af havet? At forvandle dette rum til et andet.

Ring til mig uden grund. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Har vi de samme øjne?

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Ved den kyst, havets langsommelighed. Det var ikke markerne jeg kom fra. Alting ligger bag alting. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Dine diamanter lyser i min mund. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Vores land. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Sådan trak du de yderste bjerge.

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Du kan være i dette landskab. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Udsigten var håbløs. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Men mit sprog er et landskab. Intimiteten i skriften.

Hvad skulle glemmes? Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Dit navn i skyggerne. Sådan svarede du. Vågnede. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Øjne af regn fra det travle. Trak jeg de yderste bjerge? Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Bøgerne tegnede deres egen retning. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Skovene. Kan jeg være i dette landskab? Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Det er bare.

Dagene. Ugerne. Vennerne. På en rude.

Jeg skrev mig vild i de dage.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Ikke var muligt at komme derind. Solstorm. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Det er bare. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Kalken.

Var det markerne du kom fra? Jeg havde endnu ikke mødt dig. Rifterne. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Er du på den anden side af havet? Er du på den anden side af havet?

Er du på den anden side af havet?

Er du på den anden side af havet? Er du på den anden side af havet? Er du på den anden side af havet? Er du på den anden side af havet? Er du på den anden side af havet? Er du på den anden side af havet? Er du på den anden side af havet? Er du på den anden side af havet?

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Muren omkring ordene. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Sådan svarede du.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Dine sætninger. Du må ikke forsvinde. Når du siger mit navn, svarer min krop. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

Skriv mig ind i dine læber. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Uforståelige sætninger.

Kan jeg skrive? Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Er du på den anden side af havet?