Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Under den blå, blå himmel.

De første par nætter alene med altings standby: stød, stød stille. Jeg kyssede en sommers morgenrøde.

Sætningerne er et hav. Nu driver mine visioner ud af tangenter og tastaturets heftige, heftige lys. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav.

Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav.

Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav.

Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav.