Sammen lå vi og kortlagde:

Jeg, den skrøbelige sandhed. For hvert lag af betydning i stenene.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Du kan være i dette landskab. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Jeg forsvandt. Hvad tæller du til?

Du i mit vindue, i min vindueskarm. Dine diamanter lyser i min mund. I natten, en fjern stemme, søvn. Mørket kaldte vi mørket.

Du trak de yderste bjerge.

Hvilke krystaller lyste i dine ord? Intet bag alting. Nu skriver jeg igen på det stille. Next step: vi lå på tærsklen af bevidstheden og svajede med svaneøgler og gøgl. Jeg gik i den vildeste drone mens himlens funk trak i tøjet til natten tog over.

Hvad skal vi stille op med den blide himmel? Nede ved havet. Nordlysets techno, synger du, er det fremmede sprog. Natten er trans, dagen er trans. Udsigten var en fuck-up-store.

Jeg var din krop. Det dybeste af alt er huden? Kalken. I hver dag lå postkassen ensom og stille. Du skrev ikke længere. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Der i kroppen. Brændte det friske løv virkeligt? Nordlyset tøver i vores stemmer. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg kyssede en vej ind i sindssygen. Vi, øjne.

Skyen skjulte noget for fuglene. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Over murbrokkerne. Har vi de samme øjne?

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

…brb… At tale var blevet uoverskueligt. Jeg skriver dagen igang, stille. Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer. Brev i april. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Et brev. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Jeg var din krop. Jeg tror, du havde glemt den der. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Tingene tøver. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Vi taler om andre betingelser for nærvær. Det er bare.

Det er bare. Lige strejfe omkring dine kys dine linjer af mørkt.

Du siger noget. Skærmen er en verden i sig selv: hvor er dit hjerte, hvor er din hud? Regnvejrsmeteor. En flamme slog op af min hals. Det er bare.

Dagene alene på landet. Der løb sætninger ud af dine bryster, die, die, die.

Men mit sprog er ikke fjendtligt. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Vi er det sarte, de stille.

Jeg er på den anden side.

Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

At tale var blevet uoverskueligt. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. Lysene lyste. Pludselig en dag faldt der giraffer ud af dine øjne. Sætningerne er filtrede tråde. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv.

I bussen fulgte en samtale fraværet op.