Men mit sprog er ikke fjendtligt. Du i mit vindue, i min vindueskarm. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. I den første nat så jeg kun det matte mørke. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Ordene, syrlige rifter af blod.

Lige strejfe med læberne ned gennem siderne. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Noter. Beskrivelser.

Jeg skrev mig vild i de dage.

Det er bare. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Hvem var det, der skrev: Glashænder.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af so

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Hvorfor de yderste?

Jeg skriver dagen igang, stille.

Derinde bag skoven. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Muren omkring ordene.

Solstorm. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Da vi en nat fulgtes ned gennem vores. Ordene, syrlige rifter af blod. Øjne af regn fra det travle. Da jeg vågnede, var jeg sikker: En regning. Stjernekontinent. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Jeg tegnede din hud på alting. Månens sind.

Vi, gamle tanker om stilheden. Som i morges. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Vi har gardiner. Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Jeg kunne glemme det, der glemmes. Søge ly i den flod. Sådan så mine drømme ud.

Du må ikke forsvinde. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Dagene. Ugerne. Vennerne. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Jeg bladrer i en tilfældig bog. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer. Der i kroppen. Vi i det glitrende. På et stort stykke hvidt. Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. Jeg havde glemt den. Da jeg lyttede blev jeg bange. Lå vi i bjergkæder henover krøllede lagner? Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind.

Sådan så mine drømme ud.

Sådan svarede du. Det generte i skriften. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Jeg, den skrøbelige sandhed.

Du trak de yderste bjerge. I lyset lå jeg og slukkede mine tanker, så de ikke kunne se igennem larmen.

Pludselig en dag faldt der giraffer ud af dine øjne.

Derinde bag bjergene. Du siger noget om solen. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Under den grå, grå himmel. I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste. Du, solen. Dagene. Ugerne. Du siger noget om solen.