Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Sover ASAP. Og en anden dag: Stofferne.
Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. Vi bestiger bjerge og sejler på byernes yderste skælven.
Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Sover ASAP. Og en anden dag: Stofferne.
Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. Vi bestiger bjerge og sejler på byernes yderste skælven.
Vi er et party. Hvad? De vigtigste.
I månen – wowow – viser natten sine inderste tricks. Omkring de tøvende stjerner, tingene. Og op gennem huden til knoglerne, fugtigt-fugtigt, og ud gennem knoglene til lyset falder sammen med marven. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.
Dagen på vores øjne. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.
Vi, øjne? Som at skrive i nye aviser. På gaden satte du solen i nyt-gear – strålende – dagen var strålende, solen var strålende, i dine hænder sejlede nye imponerende lys. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.
Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.
Træerne. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.
Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Hvilken nat fulgte efter natten?
Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. På en rude. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.
At klæde sig. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Over murbrokkerne. Et sted derinde er der et lille funklende grønt.
I bussen skrev jeg en sms til dig. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.
Men mit sprog er ikke fjendtligt. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Da jeg vågnede, var jeg sikker:
Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.
Rifterne. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Der er en som dresser up til dans. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort. Pludselig en dag faldt der giraffer ud af dine øjne.
Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Det er wack! Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.
Tågen i skovene i udsigten. Er du på den anden side? I bussen fulgte en samtale fraværet op.