Der hang figner henover udsigten. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Derinde bag skoven.

Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset. Badeferien. Årene. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Solens sind.

Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Og vi. Bagefter tronede ulæste bøger sig op.

Dine diamanter lyser i min mund. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Og en anden dag: Ilden. Jeg læste dine linjer Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Var der virkelig ild et sted?

Om andre byer, andre verdener. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Det tøj der er på min krop hænger på min krop.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Derinde bag skoven. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Et brev. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

Der var noget som åbnede sig. Jeg skrev mig vild i de dage.

Lysene lyste. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Vi har de samme øjne. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. I læberne og i huden. Bagefter sad jeg i timer og læste. Luften og jordens sange.

Intimiteten i skriften At tale var blevet uoverskueligt.