Landet smuldrer, smuldrer. Vi taler om andre betingelser for nærvær. Var disse linjer virkeligt virkelige? Jeg skrev mig vild i de dage. Jeg læste glitrende blade. At samle sig i sproget, græsplænens måde at være græs på. Jeg skrev intet ned i den periode.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Bøgerne tegnede deres egen retning.Bøgerne tegnede deres egen retning. Bøgerne tegnede deres egen retning. Bøgerne tegnede deres egen retning. Tidligere: at følge dig blik. Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden.

Jeg var nøgen i de dage. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Er det? Intimiteten i skriften Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

En uro i kroppen. Dine ned gennem atmosfæren.

Ensomheden i linjernes fald. Der var intet som skulle glemmes. Du foldede dig ind i mine ord. Hvad skulle glemmes? Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Sad jeg alene? Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Jeg tror, du havde glemt den der. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Alting ligger bag alting.Alting ligger bag alting. Alting ligger bag alting. Alting ligger bag alting.

Jeg var de dage. En regning. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Sætningerne er et hav. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Bøgerne tegnede deres egen retning. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

På en rude. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Har vi de samme øjne?

Der var noget som åbnede sig. Ilden. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. På et stort stykke hvidt papir.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Du trak de yderste bjerge. Som i morges.

Du siger noget om solen. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Du siger noget om solen. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. I læberne og i huden. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.