Hvor vil det ødelagte sprog hen? Sådan svarede du.Sådan svarede du. Sådan svarede du. Sådan svarede du. Sådan svarede du. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.
Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Blæste det virkeligt? Jeg bladrer i en tilfældig bog. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Jeg lader en tilfældig bog ligge, lysende.
Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Og en anden dag: De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.
Solstorm. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Solstorm.
Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge.
Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.
Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Sad jeg alene? Ordene, små toppe af skum.
I hver dag gled rester af betydning med mig videre
Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.
Det er bare. Kan jeg være i dette landskab? Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Er du på den anden side af havet? Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.
Er du på den anden side? På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Der løb sætninger ud af dine bryster, die, die, die.
Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.
Sandet. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Sådan svarede du.
Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.
Glashænder. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Når du siger mit navn, svarer min krop. Stjernekontinent.
Solstorm. Stod imod, men skrev: intet.
Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.