Intimiteten, skriften. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab. Intimiteten i skriften Jeg sejlede omkring på alt. Ude i LED-nattens lys fandt jeg en lille bunke pinde (lol).

Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide.

Hvad skal vi stille op i denne binære verden, my dear. Fuglene hang på den blå, blå himmel. Zeitgeist. Shit. Show. Jeg var et dyb i, i dén der lå i den. Dine sætninger.

Lyset i ørknen i udsigten. Sætningerne er et hav.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Her er natten allerede et stort show. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. En regning. Sandøjne. Alting ligger bag alting.

En nat faldt giraffer ud af drømme. Diamanterne. Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv. Rød.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. At en verden. Der er en, der forkæler mit mørke i den lysende fremtid (brb).

Var der virkelig ild et sted? Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ.

Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab. Jeg sejler: alting sejler! På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Jeg skrev mig vild i de dage. Sætningerne er et hav. Var der virkelig ild et sted?

At lytte gav ikke længere mening.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Rifterne, rifterne.

Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre.

Landskab? Jeg skriver natten i gang, stille. Jeg ser sten, jeg ser vand, jeg ser kødklumper sprælle i en lys-lys idyl. Blå. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Jeg prøver at tegne dine sætninger. Lyset i mine fjerne fingre: byen sluttede før den var begyndt.