Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro. De sidste par nætter sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Og vi vågnede. Altid er det dette langsomme blik. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Asfalt. Ubeslutsomhed. Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl:

Dagene. Ugerne. Vennerne.

Den afklarede himmel. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Den sindssyge himmel. At tale var blevet uoverskueligt.

Intimiteten i skriften. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Der var en flimren i skærmen, en stemme, der talte bag mørket. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Nu skriver jeg igen på det stille. Kalken.

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Når jeg skrev dit navn på min iPhone faldt mine tanker ud i deres egen vilde fest. Diamantafkast.

De sidste par nætter sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Vi tænkte på nordlysets sitren i hemmeligheder inde i, inde i, inde i hinanden.

Nordlysets sitren i din stemme. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Regnvejrsmeteor. Sådan er det. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber.

Break my bones, sagde du, mit inderste er hvidt ligesom det meste af dit øje. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Ikke var muligt at komme derud.Ikke var muligt at komme derud. Ikke var muligt at komme derud. Ikke var muligt at komme derud. Ikke var muligt at komme derud.

Jeg skriver dagen igang, stille.Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg skriver dagen igang, stille. Vi har travlt. Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab. Det dybeste af alt er huden.

Ikke var muligt at komme derind. Ord. Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Bordet vipper.

Den sindssyge himmel.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. Trak jeg de yderste?Trak jeg de yderste? Trak jeg de yderste? Trak jeg de yderste? At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.