Der falder binære sansninger ud af min mund. Du foldede dig ind i mine ord.

Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort. Der løb sætninger ud af dine bryster, die, die, die. Der er en som dresser up til dans. Mine linjer kommer igen.

Ikke var nice i provinsen. Sådan trak du de yderste bjerge. Hvad skal vi stille op i denne binære verden, my dear. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

I det mørkeste, søvnen bag dagen. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Nordlysets sitren i din stemme.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Pludselig en dag faldt der giraffer ud af dine øjne. Nu driver mine visioner ud af tangenter og tastaturets heftige, heftige lys.

Ikke var nice i provinsen. Nu skriver jeg igen på det stille.

Rifterne, rifterne. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Du i mit vindue, i min vindueskarm. Her er natten allerede et stort show.

Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. I det mørkeste, søvnen bag dagen. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Pathos_AT_Diamonds_DOT_COM. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Ord. Over murbrokkerne. I læberne og i huden.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om ensomhed, den grå tone af alvor i dine nye øjne. Udsigten var en fuck-up-store. Når en stråle af sol faldt på min hud, sagde du, det var et digt, der lå der som en stilhed, som et tegn.

At klæde sig. Nordlysets techno, synger du, er det fremmede sprog. Som at skrive i nye aviser. Break my bones, sagde du, mit inderste er hvidt ligesom det meste af dit øje. Jeg tegner dine diamond-eyes i et par strofer af wow. Som at læse glemte aviser.

Den højrenationale himmel. Mørket og lyset er hver deres sprog_ go with the flow! Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Under den blå, blå himmel. Sætningerne er. Nordlysets sitren i din stemme. Du må ikke forsvinde.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Du må ikke forsvinde. Zeitgeist. Shit. Show. Bussen skrev til dig. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Ikke den flod. Som en anden nat, hvor alting var lol lol og hektiske skrig i det fjerne.

Jeg på din hud. Gennem hullet i min hjerne.

Du siger noget om månen. Pathos_AT_Diamonds_DOT_COM. Der er en, der forkæler mit mørke i den lysende fremtid (brb). Trak jeg de yderste?

Diamanterne. Dine sætninger. Sådan noget. Hvad skal vi stille op med den blide himmel?Hvad skal vi stille op med den blide himmel? Hvad skal vi stille op med den blide himmel?