Ok, svarede du. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Det generte i skriften. Landet smuldrer, smuldrer. Jeg kunne glemme det, der glemmes.

Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Er du på den anden side? Træk sletterne helt ned til klipperne.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Intimiteten i skriften. Derinde bag ordene. Hvorfor stille sig i det meningsløse, i det langsomme?

Hvorfor stille sig i det meningsløse, i det langsomme? Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Sandøjne. Når du siger mit navn, svarer min krop. Ormene i det stille sand og nede i jorden.

Var det bare regnen? De fine hår, længere.De fine hår, længere. De fine hår, længere. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

At forvandle dette rum til et andet. Bøgerne tegnede deres egen retning. Og vi vågnede. Bagefter, henover en tøven.

Du, dette landskab. Vi, de mindste detaljer. Den tredje er ude. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Søge ly i den flod.Søge ly i den flod. Søge ly i den flod.

Solens sind. Af alt det kroppen også er. Alting ligger bag alting. I hvert sitefeed gror dine sætninger. Byen dovner lige himmelsk under himlens mørkt-mørkt. Idealet, sagde den gamle hund, er en mumlende idiot ved daggry. Regnvejrsmeteor.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv. Jeg læste i aviser, i glemslen. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Bogen jeg læste gled langsomt længere væk i mine tanker. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Grå. Stenene og træernes sange. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg har skrevet et kort til dig. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Sletten forvandler sig til mørke og sten.

Der var noget som åbnede sig.Der var noget som åbnede sig. Der var noget som åbnede sig. Der var noget som åbnede sig. I horisonten lå en sort sky og skreg på de mindste detaljer. Derinde bag skoven.

Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig. Men noget blev i de tomme haller. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Øjne af regn fra det travle. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Det handler om overfladen.