Skriv mig ind i dine læber. Når en stråle af sol faldt på min hud, sagde du, det var et digt, der lå der som en stilhed, som et tegn. I hver nat gled rester af betydning med dig videre.

Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Jeg læste dine linjer Dansende, legende, lyttende. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn. Bøgerne kunne ikke åbnes, de var koder af sprog. At tale var blevet uoverskueligt.

I det tidlige: æggemaden, tomaterne, den kolde øl. Ilden. Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne.Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne. Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne. At samle sig i sproget, græsplænens måde at være græs på.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Og dén himmel; det var en sindssyg nat. Det her er en leg. Jeg kunne glemme det, der glemmes. Sammen lå vi og kortlagde: Jeg var i din krop, og du?

Når jeg skrev dit navn på min iPhone faldt mine tanker ud i deres egen vilde fest. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Det er hvert eneste streetview fyldt op af vores arme og ben. Jeg ser sten, jeg ser vand, jeg ser kødklumper sprælle i en lys-lys idyl.

Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Afsavn. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Om natten synes stilheden at lyset var lækkert; sutte, sutte, lukke sole op. Et udadvendt rum, et favnende rum. Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed.

Månens sind. I dagen var en nær stemme næsten vågen.

Jeg ryster en tilfældig bog. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Stofferne. Og dén himmel; det var en sindssyg nat.

Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed.

Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Jeg så skibe bevæge sig bag havet, deres sætningers lys i det oprørte hav. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Er du på den anden side af havet? At tale var blevet uoverskueligt.