Det gør noget. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Solens sind. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Under lillahimlens hvælv. Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den.

Jeg er lost i en borderlinenat.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys. Og op gennem huden til knoglerne, fugtigt-fugtigt, og ud gennem knoglene til lyset falder sammen med marven. På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden.

Et wack rum, et rum for stars. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Dagene alene på landet.

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Et udadvendt rum, et favnende rum. Pludselig en dag faldt der giraffer ud af dine øjne. Som nu i morges: Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.

Vores.

I mørket, diamanter, dine øjne. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Har vi de samme øjne? Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Jeg havde dig. Du må ikke forsvinde. Ikke søge ly i den flod. På et stort stykke hvidt papir.

Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge.

Og et andet kluns: Et genert rum, et intimt rum. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Når jeg skrev dit navn i lyset, faldt en stråle fra månen ind af mit vindue.

Du mod de kommende kyster.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Der er en som dresser up til dans. Bagefter sad jeg i timer og læste. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Jeg kyssede en vinters nattemørke. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Det dybeste af alt er huden? Et brev. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Du skrev ikke længere. Dagene alene på landet.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.