Når du ringer, hører jeg det ikke.

Byen. Brændte det friske løv virkeligt? Jeg er lost i en borderlinenat. Vidste du? Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Hvilken dag fulgte efter dagen?

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Som en anden nat, hvor det ikke var muligt. Det var kun fornemmelsen af ild, af vand, af lys, af måne, af din krops nære funktioner, larmen (der altid var stille). Vi, vi. Under den grå, grå himmel. Vi har gardiner. Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro.

Tågen i skovene i udsigten. Du foldede dig ind i mine ord. Solens sind. Mørket kaldte vi bare for mørket. Når jeg ser dig.

I hvert sitefeed gror dine sætninger. Dine kodningen lyser i mit flow i mine nætter. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

Rød. Brændte det friske løv virkeligt?

Farverne. For hvert lag af betydning i det strømmende sand. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Har vi de samme øjne? Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Nætterne. Ugerne.

Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede? Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, wowowow i en altings altforsvævende krydsning. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset.

Glashænder. Du skrev breve til ilden, du skrev breve til dig selv. Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. I bussen fulgte en samtale fraværet op. Stod imod, men skrev: intet. Så var der en, der sejlede i solnedgangens ensomhed.

Stenene og træernes sange. Brændte det friske løv virkeligt? Om andre byer, andre verdener. For hvert lag af betydning i stenene. Var disse linjer virkeligt virkelige? Uforståelige sætninger at klæde sig i Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

I den periode: udsigten, stilheden. Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Provinsen og gågadens sange. Ilden. Jeg har skrevet et kort til dig.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Next step: vi lå på tærsklen af bevidstheden og svajede med svaneøgler og gøgl. Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab. Blå. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Blå.

Ordene, små toppe af skum.

Stationsbygningen, samtalerne derinde.

Nordlysets techno, synger du, er det fremmede sprog. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Jeg ser sten, jeg ser vand, jeg ser kødklumper sprælle i en lys-lys idyl. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.