Next step: vi lå på tærsklen af bevidstheden og svajede med svaneøgler og gøgl. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Nordlysets sitren i din stemme. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden. Diamantafkast. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Hvor længe havde du drevet i vinden? Afsavn. Udsagn.

Sætningerne er et hav.

Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Når jeg faldt i søvn, lå der altid en fælde tilbage fra dagen. Om andre byer, andre verdener. Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. En uro i kroppen.

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Kaffen står kold i det kolde vindue, jeg drikker den ikke, den er kold. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Sætningen løb videre igennem kæben. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Hvem var det, der skrev: På en. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Giver det mening? Du ville sige noget, du tav.

Nu er der en uro i kroppen. Kaffen står kold i det kolde vindue, jeg drikker den ikke, den er kold. Mod de yderste bjerge.

På gaden satte du solen i nyt-gear – strålende – dagen var strålende, solen var strålende, i dine hænder sejlede nye imponerende lys. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Og dén himmel; det var en sindssyg nat.

Ude i LED-nattens lys fandt jeg en lille bunke pinde (lol).

Som nu i morges: Et genert, et intimt rum.

Hvad tæller du til? Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg var nøgen i de dage. Dette tilfælde: At forvandle dette rum til et andet. Jeg sejlede mellem dine læber. Du siger noget om solen.

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Hvad vil disse knuste sætninger?

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Fuglene hænger bag himlens flommefede cardigan. Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.