Under den grå, grå himmel. Mørket kaldte vi bare for mørket. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.
Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.
Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen. Skyggerne skyggede. Idealet, sagde den gamle hund, er en mumlende idiot ved daggry. Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.
Der i kroppen. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Jeg gik i den vildeste drone mens himlens funk trak i tøjet til natten tog over. I det mørkeste, søvnen bag dagen. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Regnen, vinden imellem dine læber.
Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.
Den tredje er ude.Den tredje er ude. Den tredje er ude. Den tredje er ude. Den tredje er ude. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.
Hvad tæller du til?
Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Kan jeg skrive sådan? Alene? Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Den tredje er ude.
Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger.
Dette tilfælde:
Afsavn. Landet smuldrer, smuldrer. Sådan. At forvandle dette rum. Kan jeg skrive sådan? Rifterne. Du må ikke. Den sindssyge himmel.
Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne
Ikke søge ly i den flod. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Det er vinden gennem sivene.
Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Sådan svarede du. Sandet i mine tanker. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.
Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Luften og jordens sange. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.
Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?