De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

På en rude. Et genert rum, et intimt rum. Lyset i ørknen i udsigten. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab. Nordlysets sitren i din stemme.

Enkelte stener, mens de prøver at fange en sløv støvet router. Fuglene hang på den blå, blå himmel. Det gør noget.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs.

Det giver mening. Next step: vi lå på tærsklen af bevidstheden og svajede med svaneøgler og gøgl. På en rude. Oppe på bakken. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Et brev. Kan skriften være genert?

Men mit sprog er ikke fjendtligt. Landet smuldrer, smuldrer. At tale var blevet uoverskueligt. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Jeg læste dine linjer

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Om natten synes stilheden at lyset var lækkert; sutte, sutte, lukke sole op. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder.

Tågen i skovene i udsigten. Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne. På en rude.

Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Og vi vågnede. Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig. Oppe på bakken. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ.

Træerne.

Du havde tabt en linje i min drøm. Jeg skriver dagen igang, stille. Bagefter sad jeg i timer og læste. Det dybeste af alt er huden? I hver dag gled rester af betydning med mig videre Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.