Tågen i skovene i udsigten. Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne. På en rude.

Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Og vi vågnede. Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig. Oppe på bakken. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ.