Et brev. Men noget blev i de tomme haller. Intimiteten, skriften.Intimiteten, skriften. Intimiteten, skriften. Intimiteten, skriften. Jeg er på den anden side af havet. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Sådan er det.

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Der er en, der forkæler mit mørke i den lysende fremtid (brb). Hvad skal vi stille op i denne binære verden, my dear.

Stolen jeg sad på knirkede i natten. Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Ude i LED-nattens lys fandt jeg en lille bunke pinde (lol). Zeitgeist. Shit. Show. Da jeg vågnede, var jeg sikker: I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl:

Det dybeste af alt er huden? Et sted derinde er der et lille funklende grønt. Havde du kysset en anden? En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. Nu skriver jeg igen på det stille. Rundt på tingene.

Der åbnede sig. Et sted er der en.

Kan jeg skrive? Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Er du på den anden side?

Du siger noget om solen. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

…brb… Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.

Muren omkring ordene. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Et. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Hvilken nat fulgte efter natten? Stationsbygningen, samtalerne derinde. Er du på den anden side af havet? Der var intet som skulle glemmes. Det var ikke skovene jeg kom fra. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.

Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden.

Men noget blev i de tomme haller. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker.

Muren omkring ordene. Lå vi.

Ikke var muligt at komme derud. Der var noget som gled med videre. I bussen skrev jeg en sms til dig. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.