Dine diamanter lyser i min mund.

Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Du må ikke forsvinde. Mørket kaldte vi bare for mørket. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Ord.

Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Træerne. Vi sad alene i natten. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

I læberne og i huden.

Har vi de samme øjne? Omkring de tøvende stjerner, tingene. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Der var en morgen, et stykke af himlen. Vi, gamle tanker om stilheden.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Farvede lidt sort i din ørken. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Min ene pen er rød og den anden sort. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. I den første nat så jeg kun det matte mørke. Men mit sprog er et landskab. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Dine diamanter lyser i min mund. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Jeg skrev mig vild i de dage. I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ.

Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.

Ord. Hvad med den himmel? Jeg kunne mærke dit hjerte. Var dine drømme imellem læber?

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Ikke var muligt at komme derud. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.