Da jeg vågnede, var jeg sikker: I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Altid er det dette langsomme blik.

Du, du. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Regnvejrsmeteor. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Uforståelige sætninger at klæde sig i Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Var det markerne du kom fra?

Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Derinde bag skoven.

Dette langsomme blik imod stenene. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Kalken.

Under den blå, blå himmel. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

At tegne øjne i sætninger. Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe.

Diamanterne. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?) På en rude. Når vores kroppe er hinanden.

De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Som at skrive i koder. Solstorm. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Jeg kyssede en vinters nattemørke.

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Du trak de yderste bjerge.Du trak de yderste bjerge. Du trak de yderste bjerge. Hvad skulle glemmes? Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Derinde bag skoven.

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Var det markerne du kom fra?

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Blå. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.