Om andre byer, andre verdener. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Nu ser du en sort kvadrat tegne sig et sted i det strømmende. Bagefter sad jeg i timer og læste. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Brev i april.

Dine diamanter lyser i min mund. Det handler om overfladen. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Ikke glemme floderne i ørerne.

Ikke glemme floderne i ørerne.

Der var noget som åbnede sig. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Kan jeg skrive sådan? Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Diamantafkast. Ordene, små toppe af skum. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste.

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Trak jeg de yderste bjerge? Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. Landet smuldrer, smuldrer. Ordene, en flimren i lydene, en betydningsfuld techno.

Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Ved den smuldrende beton. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Giver det mening? Jeg har dig. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer. Som nu i morges: Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen.

Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

Hvilken nat fulgte efter natten? Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Alting ligger bag alting. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Dine sætninger. Dine grene skygger for min mund. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Fugle flakser i diodenattens klirren.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Er du på den anden side? Jeg går bare og venter på den milde måne.

Sætninger talte igennem den syngende vind, kys mig, kære vind, kys mig igen. Ikke glemme floderne i ørerne. Nu sejler jeg bare i version .. Om landskabet stejler a white hunter, nearly crazy weiter, weiter fak!

I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ.