Det her er ingen leg. Du kan være i dette landskab. Sådan noget. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Sætningerne er et hav.

Skriv mig ind i dine læber. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. At forvandle dette rum til et andet.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Det var før du kunne forsvinde. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Alting ligger bag alting. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Alting ligger bag alting. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Dine diamanter lyser i min mund. Hvad skulle glemmes? Jeg skriver dagen igang, stille.

Afsavn. Dagene. Ugerne. Du må ikke forsvinde. Du kan være i dette landskab. Sad jeg alene?

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg tror, du havde glemt den der.

Det handler om overfladen. Alting ligger bag alting.Alting ligger bag alting. Alting ligger bag alting. Alting ligger bag alting.

De vigtigste. Brev i april. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Mørket kaldte vi bare for mørket.

Dette hurtige blik imod vandet. Solstorm. De matte hemmeligheder inde i træet.

Jeg går bare og venter på den fucking sol. Ved den smuldrende beton. Når jeg skrev dit navn i lyset, faldt en stråle fra månen ind af mit vindue. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Jeg har skrevet et kort til dig. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Jeg er på den anden side af havet. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Alting ligger bag alting. Ilden. Dagene. Ugerne. Det gør ikke noget.