Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Stjernekontinent. Derinde bag skoven. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Det var kun fornemmelsen af ild, af vand, af lys, af måne, af din krops nære funktioner, larmen (der altid var stille).

Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den. Farvede ordene milde.

Det var ikke skovene jeg kom fra. At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

For hvert lag af betydning i klipperne. Et brev. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Var disse linjer virkeligt virkelige?

Glashænder.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Et brev. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Jeg skrev intet ned i den periode. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Sms i den lysende sommer.

Bøgerne hvilede omkring kaffen. Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. I hver dag gled rester af betydning med mig videre I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen.

Hvor vil det ødelagte sprog hen? På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Intimiteten i skriften Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Var jeg stille? Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Der var noget som åbnede sig. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Ilden. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

Ordene, små toppe af skum.

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Stod imod, men skrev: intet. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Uforståelige sætninger.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Er du på den anden side af havet?