Jeg var nøgen i de dage. Min ene pen er rød og den anden sort. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Jeg forsvinder ikke. Dine sætninger. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Et brev. Hvad skulle glemmes?

Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Ilden.

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Tågen i skovene i udsigten. Vores land. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Om andre byer, andre verdener. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Lysene lyste. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Du, du. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Glashænder. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Var jeg stille? Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

At tale var blevet uoverskueligt.

Kan jeg være i dette landskab? Noter. Beskrivelser. Afsavn. Udsagn. Jeg skrev mig vild i de dage. Blæste det virkeligt? Farvede ordene milde. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Kan jeg skrive sådan?

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Som at skrive i nye aviser.

Træerne. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Alting ligger bag alting. Oppe på bakken. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Hvad skal vi stille op med den blide himmel? Jeg fandt en linje et sted under min reol. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

De sidste par nætter sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Jeg er gået i stå på tærsklen til natten.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Nordlyset tøver i vores stemmer.

Om landskabet stejler a white hunter, nearly crazy weiter, weiter fak! Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Tågen i skovene i udsigten.