Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Ude i LED-nattens lys fandt jeg en lille bunke pinde (lol). Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Ilden. Ordene, små toppe af skum. Intimiteten i skriften

Men mit sprog er ikke fjendtligt. Det er bare. Sætningerne er et hav. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Grå. Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Dine diamanter lyser i min mund.

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Gennem hullet i hegnet.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Nu er der en uro i kroppen. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Det var før du kunne forsvinde. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Sådan er det.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Var det skovene du kom fra?

At forvandle dette rum til et andet. Ring til mig uden grund.

Jeg tror, du havde glemt den der. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Sætningerne er et hav. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Glasdråbehænder.

Jeg har skrevet et kort til dig. Solstorm. For hvert lag af betydning i stenene.

Kan jeg skrive sådan? Bøgerne tegnede deres egen retning. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Sådan svarede du.Sådan svarede du. Sådan svarede du.

Der var noget som åbnede sig. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Du skrev et sår i min fremtid. Over murbrokkerne. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.