Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Bordet vipper. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille.

Jeg prøver dette tilfælde. Det her er ingen leg. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Alting ligger bag alting. Ikke søge ly. Skyggerne skyggede. I hver nat gled rester af betydning med dig videre.

I den første nat så jeg kun det matte mørke.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Landet smuldrer, smuldrer. Det her er ingen leg. Var det skovene? Ikke var muligt at komme derind. Du lyttede til mit heftige hjerte, hvert ord er en sol, der ikke kan brænde. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Det dybeste af alt er huden? Oplæsning for intetheden. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. I hver dag gled rester af betydning med mig videre

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Det er bare. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

Var sætningerne et skred af betydning? Sådan svarede du. Stod imod, men skrev: intet.

Dagene. Ugerne. Vennerne.

Alting ligger bag alting. Hver dag gled med mig videre. Øjne af regn fra det travle. Indimellem sagde du nogle ord. Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden. Der var intet som skulle glemmes.

I læberne i huden. Har vi øjne?

Du siger noget om månen. Ikke søge ly i den flod. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille.

Jeg sad alene i solen. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den.