Afsavn. Dagene. Ugerne. Du må ikke forsvinde. Du kan være i dette landskab. Sad jeg alene?

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg tror, du havde glemt den der.

Det handler om overfladen. Alting ligger bag alting.Alting ligger bag alting. Alting ligger bag alting. Alting ligger bag alting.

De vigtigste. Brev i april. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Mørket kaldte vi bare for mørket.

Dette hurtige blik imod vandet. Solstorm. De matte hemmeligheder inde i træet.

Jeg går bare og venter på den fucking sol. Ved den smuldrende beton. Når jeg skrev dit navn i lyset, faldt en stråle fra månen ind af mit vindue. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Jeg har skrevet et kort til dig. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Jeg er på den anden side af havet. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Alting ligger bag alting. Ilden. Dagene. Ugerne. Det gør ikke noget.

Om andre byer, andre verdener. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Nu ser du en sort kvadrat tegne sig et sted i det strømmende. Bagefter sad jeg i timer og læste. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Brev i april.

Dine diamanter lyser i min mund. Det handler om overfladen. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Ikke glemme floderne i ørerne.

Ikke glemme floderne i ørerne.

Der var noget som åbnede sig. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Kan jeg skrive sådan? Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Diamantafkast. Ordene, små toppe af skum. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste.

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Trak jeg de yderste bjerge? Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. Landet smuldrer, smuldrer. Ordene, en flimren i lydene, en betydningsfuld techno.