Det her er ingen leg. På en mur. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

Farvede ordene milde. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Bordet vipper. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Altid er det dette langsomme blik.Altid er det dette langsomme blik. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

Skyen skjulte noget for fuglene. Blå. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Nordlysets sitren i din stemme. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Et genert rum, et intimt rum. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Det her er ingen leg. Du kan være i dette landskab. Sådan noget. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Sætningerne er et hav.

Skriv mig ind i dine læber. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. At forvandle dette rum til et andet.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Det var før du kunne forsvinde. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Alting ligger bag alting. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Alting ligger bag alting. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Dine diamanter lyser i min mund. Hvad skulle glemmes? Jeg skriver dagen igang, stille.