Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Ved den smuldrende beton. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Giver det mening? Jeg har dig. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer. Som nu i morges: Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen.

Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.