Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Du trak de yderste bjerge.Du trak de yderste bjerge. Du trak de yderste bjerge. Hvad skulle glemmes? Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Derinde bag skoven.

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Var det markerne du kom fra?

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Blå. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Dine diamanter lyser i min mund.

Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Du må ikke forsvinde. Mørket kaldte vi bare for mørket. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Ord.

Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Træerne. Vi sad alene i natten. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

I læberne og i huden.

Har vi de samme øjne? Omkring de tøvende stjerner, tingene. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Der var en morgen, et stykke af himlen. Vi, gamle tanker om stilheden.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Farvede lidt sort i din ørken. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Min ene pen er rød og den anden sort. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. I den første nat så jeg kun det matte mørke. Men mit sprog er et landskab. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.