Dine diamanter lyser i min mund. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Jeg skrev mig vild i de dage. I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ.

Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.

Ord. Hvad med den himmel? Jeg kunne mærke dit hjerte. Var dine drømme imellem læber?

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Ikke var muligt at komme derud. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.