Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. Ørken, min elskede och darkness i de grønne glas. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Bag træerne. Der er en som har vendt sin trøje omvendt.

Under den grå, grå himmel.Under den grå, grå himmel. Under den grå, grå himmel. Under den grå, grå himmel. Under den grå, grå himmel. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. De matte hemmeligheder inde i træet.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Hvilken nat fulgte efter natten? Derinde bag skoven. Under den blå, blå himmel.

Var disse linjer virkeligt virkelige? Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Under den grå, grå himmel. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Vi har hverken gardiner eller travlt.

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Oppe på bakken.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Der var noget som gled med videre. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.

Og vi vågnede. Ikke glemme floderne i ørerne.

Det var skovene. Du. I.

Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Ring til mig uden grund. Kan jeg skrive sådan?

Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed.

Jeg fandt en linje et sted under min reol. Bøgerne tegnede deres egen retning. På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden.