Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Og tænkte kun på den gennemgribende stilhed, kedsomheden i den første linje.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Som at læse glemte aviser. At samle sig i sproget, græsplænens måde at være græs på. Diamanterne.

Stolen jeg sad på knirkede i solen. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Det dybeste af alt er huden.

Jeg skrev en sætning i din hud for at du bedre kunne se igennem mine øjne.

Hvad skal vi stille op i denne binære verden, my dear.

Når dit navn igennem sandet. Dette langsomme blik imod stenene. Jeg havde glemt den. Og op gennem huden til knoglerne, fugtigt-fugtigt, og ud gennem knoglene til lyset falder sammen med marven.

Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Jeg var i din krop, og du? Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Intet bag alting. Du siger noget om månen.

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Du siger noget om solen. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Som en anden nat, hvor alting var lol lol og hektiske skrig i det fjerne.

Intimiteten i skriften

Byen dovner lige himmelsk under himlens mørkt-mørkt. Under lillahimlens hvælv. Dette langsomme blik imod stenene. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Der er en som dresser up til dans.

Vidste du det? I hver dag lå postkassen ensom og stille.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Har vi de samme øjne?

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Der var noget som åbnede sig. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Det gør ikke noget. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.