For hvert lag af betydning i stenene. Afsavn. Udsagn.

Ilden. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Kan jeg skrive sådan? Det er bare. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Bøgerne hvilede omkring kaffen. Ordene, små toppe af skum.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

På en rude. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Grå. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.