Asfalt. Ubeslutsomhed. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Mod de yderste bjerge. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Var det markerne du kom fra?

Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Sandøjne.Sandøjne. Sandøjne. Sandøjne. Der var et script der skyggede for solen. Vi har hverken gardiner eller travlt. Kan jeg skrive sådan? Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge.

Jeg havde endnu ikke mødt dig.Jeg havde endnu ikke mødt dig. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Her er dagen allerede langt foran mig. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Hvad skal vi stille op i denne binære verden, my dear. Den sindssyge himmel. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Alting ligger bag alting. Grå. På et stort stykke hvidt. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.

Nordlysets sitren i din stemme. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Det var ikke markerne jeg kom fra. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Jeg var i din krop, og du? Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Det var ikke markerne jeg kom fra. Du kan være i dette landskab. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Dine sætninger. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Jeg skriver dagen igang, stille. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Min ene pen er rød og den anden sort.