Som at læse glemte aviser.

Altid er det dette langsomme blik. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Det her er ingen leg. Det her er ingen leg. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Det gør ikke noget. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Det her er ingen leg. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Som en anden nat, hvor alting var lol lol og hektiske skrig i det fjerne. Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid. Lyset i mine fjerne fingre: byen sluttede før den var begyndt. Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Blå. Tågen i skovene i udsigten.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Jeg var i din krop, og du? Hver dag gled med mig videre. Var det markerne? Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine. Blå. Når du siger mit navn, svarer min krop. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. For hvert lag af betydning i stenene.

Det jeg kom fra..