Ikke søge ly i den flod. Blå. Du, solen. Bøgerne tegnede deres egen retning.

Sådan er det. Har vi de samme øjne? Afsavn. Udsagn. Altid er det dette langsomme blik. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Der var noget som åbnede sig. Brev. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Var det markerne du kom fra? Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Jeg skriver dagen igang, stille. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Hvad vil disse knuste sætninger? Ude i den mørke nat fandt jeg en håndfuld fugtige, fugtige grene.

Sådan noget. Det generte i skriften. Derinde bag bjergene. De vigtigste. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Som at skrive i nye aviser. Afsavn. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Bøgerne kunne ikke åbnes, de var koder af sprog.

Afsavn. Udsagn. Dagene. Ugerne. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Når jeg ser dig. Har vi de samme øjne? Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Jeg ryster en tilfældig bog. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. At tegne øjne i sætninger.

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Skovene.

Jeg i den ørken. Skyen skjulte noget for fuglene.

Det giver mening. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Snestorm.

Vores. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Ikke søge ly i den flod. På en rude.På en rude. Bøgerne var de eneste. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Dette langsomme blik imod stenene. Der var en morgen, et stykke af himlen. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Der var en morgen, et stykke af himlen. Vi stod derinde. Snestorm. Du i mit vindue, i min vindueskarm.

Kan jeg være? Alting bag alting. Sætningerne er et hav. Jeg havde glemt den. Og vi, melankolske sovende, snakkende (chat, chat), vågnende, falder i kryds.

Jeg havde endnu ikke mødt dig. Hvilken nat fulgte efter natten? Ikke var muligt at komme derind.