Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Sådan svarede du. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Jeg skrev intet ned i den periode.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Har vi de samme øjne?

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Udsigten var håbløs.

Vi, vi. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Uforståelige sætninger at klæde sig i Sad jeg alene?

Når du siger mit navn, svarer min krop. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Mørket kaldte vi bare for mørket.

Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. Nordlysets sitren i din stemme. Du, dine øjne. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. En. Der er en som har vendt sin trøje omvendt.

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Farvede et sår i dit første ord. Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne.

Idealet, sagde den gamle hund, er en mumlende idiot ved daggry.

Nede ved havet. Og dén svimlende sindssyge, pop-up-love-story. Nede ved havet.

Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed. De skygger for lyset sammen med et par tøvende sætninger og den vigtige ro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.De skygger for lyset sammen med et par tøvende sætninger og den vigtige ro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. De skygger for lyset sammen med et par tøvende sætninger og den vigtige ro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. De skygger for lyset sammen med et par tøvende sætninger og den vigtige ro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

På en skærm.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Hvilken nat fulgte efter natten?

Jeg er gået i stå på tærsklen til natten. Skærmen er en verden i sig selv: hvor er dit hjerte, hvor er din hud? Stolen jeg sad på knirkede i natten.

Ikke søge ly. Jeg hviskede ind i din drøm. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Det er vinden gennem sivene. Det der blæser. Trak du de yderste bjerge? Hvad skulle glemmes? Du i mit vindue, i min vindueskarm.

Mod de yderste bjerge.

Et rum, et rum. Du må ikke. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Din vejrtrækning og bløde bølgende bevægelser. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?)

Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.

Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre. Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.