Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Og en anden dag:

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Det var før du kunne forsvinde.

Ilden. Hvad tæller du til? Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Uforståelige sætninger at klæde sig i

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Det var ikke markerne jeg kom fra. Var jeg stille? Blæste det virkeligt? Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Brev i april.Brev i april. Brev i april. Brev i april. Brev i april. Jeg skriver dagen igang, stille. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Intimiteten i skriften Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Noter. Beskrivelser. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Bøgerne tegnede deres egen retning. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Blæste det virkeligt? Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Jeg skrev intet ned i den periode.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Jeg har skrevet et kort til dig.

Som nu i morges: Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg skrev mig vild i de dage. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Den sindssyge himmel.

Bøgerne hvilede omkring kaffen. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Sætningerne er sarte kredsløb. Hvilken nat fulgte efter natten? Dette langsomme blik imod stenene. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Lyset i mine fjerne fingre: byen sluttede før den var begyndt.

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Hvad skal vi stille op med den blide himmel? Da blev jeg bange.

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Sådan svarede du. Du siger noget om månen. Der hang figner henover udsigten.