Jeg har skrevet et kort til dig. I det mørkeste, søvnen bag dagen. Jeg elsker at se dig. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Kan jeg være i dette landskab? Det dybeste af alt er huden? Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Der er en som har taget sin trøje rigtigt på.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Det giver mening. Sætningerne er et hav. De vigtigste. Et brev.

Kalken. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Vores hud er spændt ud over endnu en mail, SV. SV. RE. Forward: Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid.

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Blæste det virkeligt? Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Under murbrokkerne. Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Var det markerne du kom fra? Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Det var ikke markerne jeg kom fra.

Når du siger mit navn, svarer min krop.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Kan jeg skrive? Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Jeg tænker smukke øjne. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?)