Dette langsomme blik imod stenene. Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Dine kodningen lyser i mit flow i mine nætter.

Landskab? Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Oppe på bakken. Grå. Nordlysets sitren i din stemme. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

Blå øjne mod den milde himmel.

Jeg sejlede omkring på alt. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Regnen, vinden imellem dine læber. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Jeg forsvinder ikke. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. De bløde bakker udenfor byen. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Uforståelige sætninger at klæde sig i

Jeg skrev intet ned i den periode. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Der var noget som åbnede sig. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Fordi jeg lytter er her stille, mørkt fordi lyset ser. I en linje faldt tagenes skygger sammen om øjnene og knuste denne forsigtige sammenhæng.

Som at læse glemte aviser. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Vi bestiger bjerge og sejler på byernes yderste skælven. Ordene, små toppe af skum. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.

Blæste det virkeligt?Blæste det virkeligt? Blæste det virkeligt? Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs.

I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Jeg var de dage. Du i mit vindue, i min vindueskarm. Bøgerne tegnede deres egen retning. I hver dag gled rester af betydning med mig videre I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Den afklarede himmel. Derinde bag bjergene. Ikke glemme. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Oplæsning for intetheden.Oplæsning for intetheden.

Jeg kunne glemme det, der glemmes. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Jeg, den skrøbelige sandhed. Uforståelige sætninger at klæde sig i.