Giver det mening? Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. På gaden satte du solen i nyt-gear – strålende – dagen var strålende, solen var strålende, i dine hænder sejlede nye imponerende lys. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Den sindssyge himmel. Om andre byer, andre verdener. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Jeg skrev intet ned i den periode. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Glashænder. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Når du siger mit navn, svarer min krop. Min ene pen er rød og den anden sort. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen.

Jeg kunne mærke dit hjerte. Uforståelige sætninger at klæde sig i Jeg kyssede en vej ind i sindssygen. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Fuglene hang på den blå, blå himmel.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder. Sandøjne. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Lyset i mine fjerne fingre: byen sluttede før den var begyndt. Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt.

Sletten forvandler sig til mørke og sten. Det er wack! Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. I læberne og i huden. Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske.

Alting ligger bag alting. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Stod imod, men skrev: intet. Var der virkelig ild et sted? Under lillahimlens hvælv. De sidste par nætter sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Solens sind. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Ordene, små toppe af skum. Bag træerne.

Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).