Sådan svarede du. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Mørket kaldte vi bare for mørket. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Det handler om overfladen. Og vi vågnede. Ring til mig uden grund. Vi har de samme øjne.

Der var noget som åbnede sig. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Hvor vil det ødelagte sprog hen? Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ.

Altid er det dette langsomme blik. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. I dagen var en nær stemme næsten vågen.

Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Dagen på vores øjne.

Var det markerne du kom fra? Var det markerne du kom fra? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. De vigtigste. Giver det mening?

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Sætningerne er et hav. I bussen skrev jeg en sms til dig. Du må ikke forsvinde. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Intimiteten i skriften Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Du trak mig med til de yderste bjerge. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Noter. Beskrivelser.

Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed.

Det var ikke markerne jeg kom fra.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Er det? Dine. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Der var intet som skulle glemmes. Brev i april. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Vi har hverken gardiner eller travlt. Du trak mig med til de yderste bjerge.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Sådan noget.

Ord. Når du siger mit navn, svarer min krop. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Der var intet som skulle glemmes.

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.