Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Over murbrokkerne. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Sådan er det. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Afsavn. Udsagn. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Et genert rum, et intimt rum. Rifterne. Og vi vågnede. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Jeg var i din krop, og du? Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Vi tænkte på nordlysets sitren i hemmeligheder inde i, inde i, inde i hinanden. Hvad skal vi med den voldsomme? Jeg sejlede omkring på alt. Det tøj der er på min krop hænger på min krop.

Og vi vågnede. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Diamanterne. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Solstorm. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. At tale var blevet uoverskueligt. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Et brev. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Vidste du det? Du må ikke. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Ikke søge ly. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Blå.

Kan jeg være i dette landskab? Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Det gør ikke noget. Intet, jeg modtog intet. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Muren omkring ordene. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv.